Odense Havnekulturfestival lægger an til den årlige kulturfest, og denne gang er der rekordmange aktiviteter på programmet

Som de fleste af jer nok har bemærket, er de flotte Havnekulturprogrammer endelig kommet fra tryk og ligger rundt omkring i byen. Takket være de mange forskellige aktører, hvoraf flere på en eller anden måde kommer fra UngVest, kan vi i år slå rekord både på vores udbud af forskellighed og på mængden af aktiviteter. Der er i år hele 300 unikke events i programmet, der er fordelt ud på fem forskellige musikscener, en dansescene, et musikbrancheområde, gadeoptræden, DiverCITY, Legezonen, Gydas Have, Kunst og kunsthåndværk, Nordatlantisk Hus, Det Grønne Storbytelt, Kulturteknologihallen, Samtalesalonen, Afterparty, Loppemarked, Vand og Friluft og endelig Streetområdet.

Blandt områderne er altså både de gamle klassikere, I kender fra de foregående år, men også en del nye tiltag.

Nyheder

Blandt det helt nye er de to områder DiverCITY og Musikbrancheområdet.

Med Musikbrancheområdet er der i år et område dedikeret til dem, der er lidt mere end almindeligt interesseret i musik, hvor man kan komme og møde branchefolk, der på en eller anden måde har gjort musik til deres levevej.

DiverCITY går I en anden retning og er en del af at udvide og udvikle festivalens fokus på mangfoldighed og diversitet. Området er etableret i samarbejde med Social- og Beskæftigelsesforvaltningen med det formål at sætte et positivt fokus på byens demografiske mangfoldighed. Her vil man kunne opleve musik, dans og mad fra forskellige verdensdele, der smelter sammen og peger på, hvordan kulturel mangfoldighed kan berige os i vores hverdag.

MakerCityFestival er blevet optaget i Havnekulturfestivalen

Som noget nyt er MakerCityFestival også blevet optaget som en officiel del af Havnekulturfestivalen, hvor det førhen har været en selvstændig festival. MakerCityFestival er lige som Havnekulturfestivalen vækstet gennem årene, og i år får denne festival endnu mere bevågenhed gennem Odense Bibliotekernes engagement. Odense Bibliotekerne har nemlig valgt at samarbejde med MakerCityFestival om at arrangere en række workshops op til festivalen, så der er masser af spændende ting at glæde sig til for tekniske gør-det-selv opfindere både før og under festivalen.

Find hele programmet www.havnekulturfestival.dk eller læs mere om Odense Bibliotekernes workshops på https://www.odensebib.dk/nyheder/makeruger

HavneKulturFestivalen

Havnekulturfestivalen er en festival for skabende kultur, der altid ligger den sidste weekend i maj. Leg, musik, dans, kunst, kulturteknologi, vandaktiviteter, maj og streetsport er nogle af de ord, der beskriver aktiviteterne. Se billeder og video fra de sidste festivals på www.havnekulturfestival.dk 

Havnekulturfestivalen fungerer som et kulturelt mødested for vækstlagene og det professionelle i Odense og på Fyn, og derudover bidrager den til udviklingen af havnen som den nye og levende bydel ved vandet.

Helt overordnet skal Odense Havnekulturfestival medvirke til at profilere Odense som en visionær og kulturelt alsidig by. Dette hænger i høj grad sammen med “At lege er at leve”, som er titlen på Odenses vision om i 2017 at være kendt som en legende by – en by som tør eksperimentere.

Havnekulturfestivalen har en høj profil på børn-og ungeaktiviteter. Både i form af børn og unge der optræder, men også ting som børn og unge kan deltage i som publikum.

Havnekulturfestivalen sætter fokus på børn- og ungemiljøer og vil gerne være en katalysator for koblingen mellem skole, institutioner, fritidsliv og foreninger. Odense Havnekulturfestival vil ud fra temaerne ”krop og bevægelse” og ”kulturelle udtryksformer og værdier” lave en ramme, hvor skoler, institutioner, ungdomsskoler, foreninger, klubber osv. har mulighed for en fælles arena om at skabe et kreativt børn-og ungemiljø. 

Koordinator Maria Friis
E-mail: mnh@(if you can see this please update your browser)odense.dk
Tlf.: 63756822